Den bedste bærbare computer til videoredigering 2019
Af Christian Pauli / Visuel Antropolog og Partner
Del
Sådan vælger du en bærbar til videoredigering
Hvordan vælger man sin næste bærbare computer, hvis man leder efter en maskine med en høj ydeevne til videoredigering og samtidig skal kunne tages med på farten? Det kan være en uoverskuelig jungle at navigere i. Der er mange muligheder og indmaden (specifikationerne) i computeren er varierende. Derudover er priserne vidt forskellige fra butik til butik. Så hvad skal man kigge efter og hvad koster det at få en laptop, som er god til videoredigering? Som alt andet i denne verden afhænger dette valg også af behov: skal computeren bruges til redigering af små youtube film i 720p så kan du nøjes med meget mindre. Skal du bruge en bærbar til længere dokumentarfilm eller reklamefilm i op til 4K, så har du brug for noget bedre udstyr. Vi tager udgangspunkt i vores form for filmproduktion, hvor det handler om små højkvalitetsvideoer på op til 10 minutter og det kræver en ordentlig maskine.
Her hos Raketfilm anbefaler vi at kigge efter 4 ting: Processor, RAM, Harddisk, og Grafikkort.
Processor
Det vigtigste element ved en god bærbar computer til redigering af film og video er processoren eller CPU’en. Vi anbefaler at man går efter Intel i7 8750H processoren. Når man søger på internettet kan man hurtigt blive forvirret over de mange tal og bogstaver, men man skal blot sørge for at det er minimum i5, helst i7. i7 8750H er den nyeste og hurtigste, så køb den hvis budgettet tillader det. Denne processor har 6 processorkerner, hvilket mange videoredigeringsprogrammer kan udnyttet til at rendere og arbejder hurtigere.
RAM
RAM står for Random Access Memory og betyder at jo højere GB RAM, jo højere er computerens korttidshukommelse. Dette er afgørende for computerens evne til at arbejde hurtigt og effektivt med store filer, som video og film, og derfor anbefaler vi som minimum 8GB RAM og helst 16GB RAM eller 32 RAM.
Grafikkort
Grafikkort er det mindst vigtige i forhold til computerens ydeevne i forhold til videoproduktionen. Et godt grafikkort gør afspilningen af store videofiler flydende og hurtig. De fleste gaming computere har indbygget et godt grafikkort så som GeForce GTX1050ti eller GTX1060 udgaven. Til videoredigering er dette rigeligt og ikke den mest væsentlige specifikation. Det er dog et vigtigt element at have med i sine overvejelser, da det hjælper med rendering og playback i programmer så som Final Cut Pro eller Adobe Premiere Pro.
Harddisk
Skal man vælge SSD eller HDD eller begge og hvad er forskellen og betydningen af disse typer af harddiske? Det korte af det lange er, at SSD er nødvendig for ordentlig videoredigering af den simple årsag, at SSD simpelthen er hurtigere end HDD. Prisen er også derefter, men til videoredigering er det vigtigt i forhold playback funktioner i diverse programmer og hvor mange frames man skipper i denne proces. Derudover starter computeren langt hurtigere både fra slukket og fra dvale, og så bliver programmerne åbnet lynhurtigt.
Andre faktorer som spiller ind, når du skal vælge din bærbare:
Vægt: Man skal ikke tro, at man kan få en fjer som computer, når indmaden skal kunne klare tunge opgaver så som heftig videoredigering og gaming. Derfor skal man regne med en vægt på omkring de 2,5 kg. Hvis man vil have lettere, så skal man også punge ud for computere så som den nye Macbook Pro 15” eller den nye Dell XPS 15”, der begge vejer ca. 2 kg.
Skærm: Her skal man overveje, hvor mobil man gerne vil være eller om man vil tilkoble en ekstern skærm på kontoret. Hvis selve laptop-skærmen skal bruges til at arbejde på anbefaler vi minimum 15” og hvis man er frisk og den store størrelse ikke betyder det store så kan 17” også gå an. Ofte er der meget lille eller ingen prisforskel imellem de to skærmstørrelser, så det er en smagssag og efter behov. Derudover skal man overveje om man kan nøjes med fuld HD (1920×1080) eller om man vil op i 4K. Vi anbefaler, at man undgår HD skærme (1366×768).
Batterilevetid: De kraftige komponenter i disse videoredigeringsmaskiner tærer hårdt på batteriet. Derfor skal du ikke forventer batterilevetid på over 4 timer i denne kategori. Her skal du igen op i en Macbook Pro eller en Dell XPS, hvis batterilevetiden skal overstige dette.
Design: De fleste bærbare med specifikationer optimalt til videoredigering er rettet mod gaming-miljøet. Derfor har de ofte et se-på-mig gamerpimpet design med farver og lys. Bedøm selv om det falder i din smag. Laptops med stilrent design som Macbook Pro eller Dell’s XPS ligger i det øvre prisleje.
Her er en liste over gode eksempler på bærbare computere, som vi hos Raketfilm vil anbefale til videoredigering.
Find den der passer til dit budget og dine behov.
Prisklasse: Low budget
Under 7.000 kr.
Disse bærbare fungere fint til mindre videoklip eller til brug af redigering af små youtube film. Man skal dog bryste sig med tålmodighed, hvis man skal redigere videoindhold af længere varighed og af højere opløsning. Derfor kan disse ikke anbefales til video – og filmredigering på den lange bane, her skal vi bevæge os op omkring de 10.000 kr. Ikke desto mindre er disse gode bud på bærbare til lettere videoredigering på et budget.
HP Pavilion Gaming 15 Laptop
Billigste netpris: 5.444 kr.
En let (blot 2,3 kg.) 15,6″ Full HD bærbar computer med Intel i5-8250U processor, 8 GB RAM samt en 256 GB SSD Harddisk, som giver denne laptop hurtighed og meget plads i forhold til dens relativt lave pris. Processoren har fire kerne og grafikkortet GeForce GTX 1050 er utroligt stærkt. Til prisen er dette et fremragende køb. Der findes flere forskellige versioner af denne computer, så kig nøje efter specifikationerne inden du køber og find den bedste til dine behov og budget.
Lenovo Legion Y530 15.6″
Billigste netpris: 5.995 kr.
Denne bærbare er et andet godt bud på en billigere computer til videoredigering. Computeren har fire processorkerner i Intel i5 8300H samt et glimrende grafikkort i GeForce GTX 1050. Den vejer 2,3 kg. og har 8GB RAM samt en mindre SSD på 256 GB. Computeren kunne godt bruge 8GB RAM mere og en lidt mere disk plads, men så skal vi bevæge os op i mellemkategorien. Til prisen er dette en udmærket bærbar computer til lettere videoredigering. Designet er afdæmpet-gamer stil i sorte nuancer.
Prisklasse: Mellemkategorien
Under 12.000 kr.
Dell Inspiron G5 15” Gaming Laptop
Billigste netpris: 11.999 kr.
Hos RaketFilm har vi blandt andet bestilt denne model, når vi skal redigere film på farten, da den har en rigtig god ydeevne til dens forholdsvis lave pris. Derudover fås laptoppen med en 4K-skærm, så man kan se alle detaljerne på ens højdefinitionsklip. Den har GeForce GTX 1060 indbygget grafikkort, som er rigeligt til det meste videoredigering, en super hurtig SSD harddisk på 256GB + 1 TB HDD samt 16GB RAM og Intels i7 8750H 6-core processor, der skyder denne bærbare computers ydeevne til tops når det kommer til videoredigering og til gaming. Designet er heller ikke så grimt at man må knuse sine briller, men går lige akkurat an.
MSI GS65 15” Gaming laptop
Billigste netpris: 11.999 kr.
Denne MSI computer er toptunet til videoredigering. MSI er mest kendt for deres gaming computere, som man også kan se på designet. Der er dog intet i vejen med laptoppens ydeevne, der bolster sig med 16GB RAM, GeForce GTX1060 grafikkort, dual harddisk med 256GB SSD + 1TB HDD samt Intel i7 8750HQ 6-core processor. På 2,4 kg. er computeren i den lette ende af de tunge drenge, og designet er på nippet til det kedelige, dog uden at blive super-gamer-agtig.
ASUS Predator Helios 300 15,6” Gaming Laptop
Billigste netpris: 11.995,00 kr.
Denne Asus er ligesom mange af de andre bærbare designet til gaming. Specifikationerne fejler intet med hele 1TB HDD samt 256GB SSD plads, 16GB RAM, Intel 6-Core i7 8750H processor, GeForce GTX1060 grafikkort, samt en fuld HD skærm på 15,6”. Computeren vejer 2,7 kilo, så det er ikke en lille elegant maskine vi har med at gøre her. Designet lider lidt af sin gamer-afstamning, dette ses særligt på bagsiden af skærmen, der kan lyses op med to striber og et logo.
Prisklasse: De dyre drenge
Over 12.000 kr.
Macbook Pro 15” 2019 Laptop
Pris: 21.499 – 24.999 kr.
Macbook Pro er til manden eller kvinden med den dybe tegnebog, som elsker Apple’s design og styresystem. Forstå mig ret, dette er en super lækker maskine både indeni og udenpå, men den koster også derefter med priser fra 21.499 – 24.999 kr. Apple tilbyder tilmed deres lynhurtige SSD harddiske som kan opgraderes op til 2TB i deres dyreste udgave til den klækkelige sum af 10.320 kr. oven i hatten. Designet er som altid lige i skabet, vægten holdes lav på blot 1,8 kg., batterilevetiden er god, retina skærmen optimal til playback af videomateriale og filmklip, og en lynhurtig 512 SSD drev samt AMD Radeon pro grafikkort gør denne laptop ideel til redigering af video og film.
Dell XPS 15 2019 Laptop
Pris: 12.990 – 27.990 kr.
Dette er Dell’s bud på en Macbook Pro-lignede computer både designmæssigt og ydeevnemæssigt med en heftig rabat. Her er priserne mere fornuftige med en start på 12.990 – dog skal der gives min. 15.990 kr. for 16GB RAM. Dell promoverer sig på, at det er ”verdens mindste 15” laptop, som den har InfinityEdge der gør at skærmen stort set fylder hele rammen ud. Priserne varierer enormt meget, da man kan vælge indmad alt efter behov. Man kan i bedste (og dyreste) fald få en XPS’er med det nyeste Intel i9 8950HK processor, 1TB SSD, og 4K skærm hvis man køber den helt dyre version. Alt i alt har denne laptop god indmad, hvis man tager de lidt dyrere versioner, og man får et lækkert design, en let bærbar og en relativt lille computer, der føles mere som en 14” end en 15”.
MSI GP73 Leopard 17,3″ Gaming laptop
Billigste netpris: 13.999 kr.
MSI bærbare computere er specialdesignet til gameren og kan fås i mange prisklasser, så kig altid efter specifikationerne på hver enkelt laptop før du begiver dig ud i et køb, da det kan være enormt svært at gennemskue serienumrene, typen, navn osv. Denne MSI GP73 er 17,3”, har en Intel i7 8750H hexa-core processor, 16GB RAM, dual harddiske på 126GB SSD + 1TB HDD og et solidt grafikkort i form af GeForce GTX 1060. Designet er ret gamer-pimpet med RGB lys i tastatur, som kan indstilles efter lyst. Men i vores optik er det ikke den kønneste klump metal for lageret og den vejer 2,7 kg. Men her er der garanti for, at ydeevnen er i top når det gælder særligt gaming, men også i høj grad i forhold til video- og filmredigering.
Konklusion
Hvis du leder efter en bærbar computer til videoredigering, så skal du kigge efter RAM, harddisk, grafikkort og processor. Vi anbefaler:
- 16GB RAM
- SSD Harddisk (min. 256GB)
- Intel i7 processor (gerne hexa-core i stil med 8750H)
- GeForce GTX1050ti (eller bedre)
Du er meget velkommen til at dele dette indlæg med dine venner og bekendte, hvis du har kunne bruge det til noget. Ellers er du altid velkommen til at kontakte os her i Raketfilm, hvis du skal have produceret profesionelle videoer til din virksomhed.
Du leder garanteret efter mere viden og inspiration, ikke? Så kig herunder.
Raketfilm
Otto Busses vej 5, 2tv
2450 København SV
kontakt@raketfilm.dk
tlf. 60 78 98 00